Egen

Vinden er en mægtig herre.

Her ved foden af højen står en række egetræer. De er plantet mens der var dyrkede marker omkring højen. Vinden har haft frit spil til at forme dem.

Egen kan blive meget gammel, normalt op til 400 – 500 år. Enkelte træer er over 1000 år gamle. Her i Thy har vi ingen rigtig gamle ege – endnu.

Den nye skov vil danne et lokalt skovklima, så de nye ege plantet i 2013 vil blive højere og nok også mere ranke.

Egetømmer er meget stærkt træ. I skovrige dele af Danmark har det været brugt i bindingsværk og til møbler. Brænde af egetræ giver en rigtig god varme.

Gamle ege, som med tiden mister grene bliver ofte hule, men egen kan sagtens blive ved med at gro alligevel. I træets huler lever fugle, og der lever rigtig mange insekter i gamle egetræer.

Egens frugter hedder agern. Bøgens frugter hedder bog. Tilsammen kaldes de olden. I gamle dage lukkede man svinene på olden om efteråret. Det vil sige at man lod dem gå i skoven og rode efter agern og bog og æde sig godt fede inden juleslagtningen.