Thisted Rotary har opstillet borde-bænke og lavet en grillplads
Husk at rydde op efter dig, når du har brugt stedet. Tag dit affald med dig eller find en skraldespand.

Gode råd fra Naturstyrelsen

Tænd bål med omtanke

• Find ud af om det er tilladt at tænde bål, der hvor du er.
• Find ud af om du må samle ved fra skovbunden.
• Tænd aldrig bål hvis det blæser meget.
• Tænd aldrig bål hvis der er tørt.
• Tænd aldrig bål hvis ilden kan brede sig.
• Tænd aldrig bål tæt på buske og træer.
• Tænd aldrig bål uden en voksen i nærheden.
• Sluk altid dit bål, når du er færdig med det

Sådan slukker du et bål
Et bål skal altid slukkes, når man forlader det. Hæld vand på bålet, og rør i det med en pind. Har du ikke vand ved hånden, kan du sprede bålet. Når det ikke ryger mere, er der ikke flere gløder. Husk, at andre også skal bruge bålpladsen. Tag alt affald med, og ryd op på pladsen, så resten af brændet ligger i en pæn bunke.

Brænde til bål
Ved flere bålpladser i statsskovene er der lagt brænde ud, som man frit kan bruge. Alternativt kan man samle grene og kviste i skovbunden. Vælg brænde, efter hvad du skal bruge bålet til:

Bøg, eg og birk: Sværere at antænde. Brænder med få flammer og mange gløder. Velegnet til glødebål, der giver strålevarme og lavere temperaturer over længere tid. Bruges når man skal stege kød eller bage brød. Og til at varme sig ved.

Gran, fyr og poppel: Let at antænde, brænder hurtigt, med store flammer og meget varme, men danner kun få gløder. Det er godt til mad som pandekager, der kræver flammer og meget varme.

Hvis du har flere typer træ er det smart at tænde op med det letantændelige – og lægge godt glødebrænde på når ilden først har fået fat.